Torsdag d. 10. april havde samtlige skoler i området bestemt sig for at afholde diverse arrangementer. Det skar voldsomt ned på antallet af fremmødte, men de seje sjæle (som var dukket op) skulle selvfølgelig ikke slippe for en kanon spejderaften!
Aftenens program blev lystigt diskuteret på facebook, hvor det umildbare forslag landede på: "Tur ned af åen, rullet i bobleplast, hvor der høres De Nattegale og samtidig laves skumfiduser over bål og klatres". Desværre er bobleplast i for høj kurs, så vi måtte skære ned på programmet og endte med almindelig træklatring.
Da alle 5 spejdere og 4 ledere var ankommet sprang vi hurtigt i bilerne og kørte i skoven. Her skulle der naturligvis opsættes baner, men da nogle lederne ingenting gad den aften, så måtte det jo nødvendigvis blive en af spejderne, som opsatte den ene bane.
Her sprang Louise hurtigt til og "stormede" under megen protest, klage og anden snak "hurtigt" op ad den ene hovedstamme på klatretræet. Undervejs på rejsen blev den anden bane opsat af et par meget flinke leder og der kom hurtigt nogle stykker igennem banen.
Samtidig prøvede Christian og Mikkel ihærdigt på at få opsat en rebklatringsbane – det viste sig at være en større udfordring, da størrelsen på overarmene ikke helt stemte overens med højden på den ønskede bane. Til de, som ikke er helt inde i det tekniske omkring rebklatring, så går det i alt sin enkelthed ud på, at man skal kravle lodret op ad et reb, der hænger frit, ved kun at flytte en af sine to sikringer af gangen.
Imens kæmpede Louise sig stadig op ad den anden stamme, og efter at have siddet fast et par gange, så lykkedes det hende at komme til tops og få sat en topsikring. Turen nedad skulle man tro ville gå meget nemmere, men da rebet nu snoede sig på kryds og tværs (og derved ikke løb særlig nemt) sad Louise igen fast – denne gang blot 2-3 meter over jorden. Ned kom hun dog, da der til sidst hang to ledere i rebet som ekstra vægt.
Mens al den hurlumhej stod på, blev rebklatringsbanen opsat – nu med en mere overkommelig højde.
Da Louise til sidst var kommet helt ned, så kravlede Anna hastigt op og pillede banen ned igen – det samme gjode Elisabeth (med højdeskræk) i det andet træ – og så var den aften sådan set gået.
Undervejs blev der kæmpet, leget, grint, overskreddet grænset, lært om træklatringens mere tekniske kunst i træet og meget meget mere.
